Digitale kompetencer – digitalt kompetent

Digitale kompetencer efterspørges. Men hvad vil det egentlig sige at være digitalt kompetent? Hvad skal du vide og hvad skal du kunne? Hvilke kompetencer er “need to have” og hvilke kompetencer bliver særligt efterspurgte (fordi kun få har dem)?


Giv et barn en ipad og i løbet af 5 minutter er de i gang med at surfe, se videoer og har lært sig det mest nødvendige for at underholde sig selv. Digitalt indfødte er født samtidig med mobiltelefoner og ipads og hele designet omkring mobil og apps betyder, at de er blevet brugere og forbrugere. 

Det som børn og unge har brug for at lære er digitale skaber-kompetencer og digitale refleksive kompetencer.

den ‘digitalt kompetente’ er en person, der kan navigere i det digitale landskab og udnytte de muligheder, der ligger i de digitale teknologier.

Dertil kommer de personlige kompetencer, der gør dig i stand til at håndtere stor omskiftelighed, udvise stor fleksibilitet og have robusthed nok til at kunne magte uvished og forandringer. De hører alle til det, der kaldes for 21st Century Skills – det 21. århundredes kompetencer.

Dansk it har opdelt digitale kompetencer i de tre hovedområder bruger-, skaber– og refleksive kompetencer.

Bemærk, at du godt kan være refleksiv kompetent uden at have skaberkompetencer.

Har du skaberkompetencer og mangler refleksive kompetencer, så kan du uforvarende bringe dig selv – eller andre – i problemer.


Brugerkompetencer

Kompetencer, der gør dig i stand til at bruge dine devices til forskellige formål. Du kan opdatere sociale medier, købe ind, bruge NemId og i det hele taget rejse ud i den digitale verden og opleve den – som  forbruger:

 

  • Kende til og forstå digitale værktøjer;
    Du besidder grundlæggende tekniske færdigheder og viden.
  • Tilgå og evaluere information;
    Du kan finde, hente samt bedømme relevans, integritet og brugbarhed.
  • Håndtere information;
    Du kan kategorisere, organisere og lagre information på en effektiv og genbrugelig måde.

Skaberkompetencer

Kompetencer, der gør dig i stand til selv at producere og publicere indhold, der passer til mediet og til målgruppe.

Du kan f.eks. redigere indhold til en hjemmeside, bearbejde billeder, optage videoer og lægge dem på youtube, integrere på hjemmesiden.

Du ved, hvordan googles organiske søgeresultat skabes og hvordan du kan øge vitaliteten af dine opslag ved at dele målrettet på sociale medier.

  • Omdanne information;
    Du kan tage afsæt i, udvælge og omdanne tekst til bestemte formål.
  • Skabe information;
    Du designer og udarbejder it-produkter til bestemte målgrupper og formål.
  • Dele information;
    Du forstår og bruger digitale værktøjer til at samarbejde, kommunikere og udveksle informationer. At kunne forstå og bruge strukturer og algoritmer, herunder at forholde sig skabende til dem.

Refleksive kompetencer

Du kender baggrunden for GDPR og ved, hvordan det kan implementeres. Du er bevidst i dit valg af værktøjer fordi du ved, hvordan og hvor meget de forskellige apps indsamler og bruger data.

Du er opmærksom på din egen udtryksform online og hvordan dette påvirker både dit eget omdømme samt andres trivsel.

Du er i stand til at identificere nyhedskilder og hvem, der står bag.

Du ved, at sociale medier er en kampplads for kommercielle interesser og politiske interesser, og du forstår at forholde dig kritisk til begge dele.

  • Anvende information trygt;
    Du forstår og håndterer etiske og lovmæssige problemstillinger i forbindelse med digitalt baseret kommunikation.
  • Samfundsforståelse;
    Du forstår, hvordan den digitale udvikling påvirker samfundet og dets institutioner og virksomheder.
  • Digital dannelse;
    Du kan udfolde sig og deltage i alle samfundsmæssige forhold.

Digital dannelse – digitalt dannet

Marianne Steen kan bookes som oplægsholder og til at afholde kurser i digital dannelse og opbygning af digitale skaberkompetencer og refleksive kompetencer; personlig datakontrol, privacy/ security og online omdømme.

Steen.digital har udviklet et undervisningskoncept i digital dannelse  målrettet elever i folkeskole og gymnasium samt deres undervisere.

Dette materiale kan tilpasses jeres behov og medarbejdere.