Derfor forlod jeg Facebook, og sådan gjorde jeg.

Først udgivet i 2016 – revideret i 2019

Kortlægning af din personlighed og hvordan du bedst motiveres (læs ‘manipuleres’) bruges aktivt på facebook og andre sociale medier, hvor formålet med at “regne dig ud”, er at sælge varer og budskaber. Er du træt af det sidste, er der en udvej: slet din profil.

I 2009 blev jeg en del af starten på CompanYoung, en nordjysk virksomhed med fokus på tiltrækning af unge. Facebook var oplagt som det foretrukne tiltrækningsmedie og en fantastisk fornyelse i forhold til de eksisterende annoncemedier. Vi kunne nemlig komme helt tæt på målgruppen. Ikke bare geografisk men også i forhold til interesser og adfærd. Des mere præcise target muligheder, des mindre spild af annoncekroner. Der var bare eet aber dabei…

Jo mere jeg lærte som annoncør, des mere bekymret blev jeg som privatperson.

På Facebook handler det ikke om gensidighed til fælles bedste, men om en ensidig gennemsigtighed med det formål at sælge en vare eller overbevise om en holdning på vegne af den betalende part.

Så jeg slettede min profil og opskriften finder du længere ned i dette indlæg.


Nytteværdi, bekvemmelighed og FOMO (fear of missing out).

Jeg forstår godt, hvorfor du bruger Facebook. 2,5 mia. mennesker kan ikke tage fejl, vel? Det er nemt og bekvemt, særligt når man skal arrangere,  invitere og evaluere (dele billeder). Og så er der jo det med alle de nyheder, historier og tilbud man kan risikere at gå glip af.

Det er besværligt med dem i omgangskredsen, der ikke er med, for de skal have særbehandling. (sorry!)

Alligevel besluttede jeg at slette min profil – helt, fuldt og endegyldigt. Så endegyldigt det nu kan blive, som Max Schrems forklarer i  Jakob Gottschaus danske dokumentar “Facebookistan”.

Mennesker har brug for og har ret til at være private. Vi har også brug for at være sociale. De to ting behøver ikke udelukke hinanden. Det er udelukkende et spørgsmål om design og kode. Og en forretningsmodel, der ikke handler om at overtage data fra andre og gøre dem gennemsigtige (læs: gennemskuelige). Nederst i indlægget har jeg indsat et par centrale punkter fra sociale mediers vikår.

(Personligt savner jeg nu ikke at se, hvor skønt der altid er på Maldiverne, hvem der deltager i årets quadripel ironman og særligt de senere år – alle de rummelig overskudsmennesker, der mener, de kan redde verdens truede dyr, børn og klima ved at like og dele og like lidt mere.)

Hvad er alternativet?

Det bedste alternativ lige nu er en falsk identitet, når du optræder privat. For at du kan være sikker på, at du har separeret dine personlige oplysninger, skal du først slette din profil og derefter lave en ny med falske oplysninger – få hjælp til profiloplysninger på fakenamegenerator.

Besværligt, langsommeligt – men sikke en lettelse

Du kan jo selvfølgelig gå direkte til slet profil – men der er både noget mental hygejnisk og samtidig lærerigt ved at gå alle billeder igennem. Og ja, jeg måtte da også erkende, at jeg fortryder en del af de billeder, jeg har lagt op igennem tiden; særligt af andre og i særdeleshed dem, jeg havde tagget.


Sociale medier kortlægger og “sælger” din personlighed og dit humør

Facebook (og andre sociale medier) er et helt andet game end de traditionelle og dialogbaserede personlighedstest. En personkortlægning/ social profiling har nemlig et andet formål. Nemlig at målrette budskaber til personer og øjeblikke. Helst hvor du er mest modtagelig – og dét kan algoritmen regne ud.

Mulighederne for at målrette udvides og præciseres i takt med, at Facebook får adgang til flere og flere data.

  • Hvem af vennerne, lytter vores målgruppe person mest til?
  • Hvilke budskaber reagerer han/hun på?
  • Hvordan kan vi tilpasse vores annoncer til humør og personlighed?

The more they know the less they show

I løbet af årene gik det op for mig, at programmører, altså dem, der sidder og koder API’er, crawlere og andre dataværktøjer, holder sig langt væk fra sociale medier i almindelighed og facebook i særdeleshed.

Hvis dem, der bygger båden ikke selv vil sejle i den, så er der nok noget galt.

En af de ting, der er helt galt, er det generelle samtykke*, når man signer op:

Du overdrager en global ret til at mediet må bruge, kopiere, ændre, distribuere, og offentliggøre dine oplysninger –  uden yderligere samtykke.

Suppleret med elastiske forhold og forbehold, såsom

  • at privatlivspolitikken “kan ændres fra tid til anden”
  • at indhold kan fjernes baseret på skøn
  • en ubegrænsede brugsret*

Med andre ord: De sociale medier har retten til at kortlægge dig, gennem analysere dig og bagefter bruge denne viden imod dig og sælge denne viden til hvem som helst når som helst. Hvad du tænker, hvem du tænker på, dine svagheder og dine ømme punkter – alt det man i ‘gamle dage’ delte med en dagbog eller en særlig fortrolig.


Sådan sletter du din profil: De trin du skal igennem:

Her er en “how-to-wiki” til at slette din eksisterende profil og hvordan du kan gemme kontakter og billeder, der hører til denne. 


1. Download dit facebook arkiv

2. Gem dine kontakter

3. Gem indhold, du vil bevare (billeder)

4. Slet opdateringer (åh ja, det kan tage lang tid, klik for klik..)

5. Få fjernet dit navn fra alle de billeder, hvor andre har tagget dig

6. Når alt er slettet, går du til “slet profil”

Vent 14 dage – uden at logge ind.

Tillykke med din beslutning. Og husk! Fortryder du, så opret en profil med falske oplysninger

PS! Billeder skulle bliver slettet – men ikke personlige beskeder.


Her er alt dét, du har sagt Ja til!

*) uddrag fra hhv. Linkedins og Facebooks vilkår:

  • du giver “LinkedIn” følgende ikke-eksklusive licens:
  • En global ret, der kan overføres og underlicenseres, til at bruge, kopiere, ændre, distribuere, offentliggøre og behandle oplysninger og indhold, som du angiver via vores tjenester uden yderligere samtykke
  • , varsel og/eller godtgørelse til dig eller andre.
  • Du giver os en ikke-eksklusiv, overdragelig, videre-licenserbar, royaltyfri, verdensomspændende licens til at bruge ethvert IP-indhold, som du slår op på eller i forbindelse med Facebook (IP-licens).
  • Personer skal have frihed til at vælge, hvem de vil dele deres oplysninger med, og til at angive privatindstillinger for at beskytte disse valg. Disse indstillinger kan dog ikke begrænse, hvordan dem, der har modtaget oplysningerne, vil bruge dem, særligt uden for Facebook-tjenesten.

Om kortlægning af personligheder

Fra rekruttering kender man til kortlægning af mennesker gennem test og interview. Formålet er at udfinde motivation og forudsige adfærd i samarbejde med den person, der måske – måske ikke – skal ansættes.

I rekruttering kortlægges potentielt nye medarbejdere gennem test. Formålet er at udfinde motivation og forudsige adfærd i samarbejdsrelationer. Personlighedstest er bestemt ikke alles kop the, og et fast indslag i den professionelle rekruttering er da også at man gennemgår resultatet af disse test sammen.

Den testede person har det sidste ord, i respekt for, at mennesket har mere ret end testen.
Sådan var det – indtil for nylig.

En gruppe erhvervspsykologer viste i 2012, at en 10 minutters screening af en Facebook profil  giver en bedre forudsigelse end en personlighedstest. Cambridge University har siden samlet data via youarewhatyoulike.com og siger nu, at algoritmer er bedre til at kortlægge og forstå en personlighed ud fra de digitale fodspor end famile og venner er.

Virksomheder kan købe sig til online on the fly personlighedstest af jobsøgere på applymagicsauce og nysgerrige kan kortlægge sit netværk på Crystalknows.