Dengang rygning var smart!

Først en advarsel – jeg er imod smart phones i folkeskolen. Ikke som lovforslag – men som en selvfølgelig adfærd. Mit gæt er dog, at der kommer lovforslag og jeg forudser, at det kommer til at ske gradvis og efter ketchup-metoden. Først protesterne fra dem, der oplever ubehaget, så kommer sundhedsmyndighedernes beregninger over skader og hvad disse skader egentlig koster, så vil den folkelige opbakning følge – og herfra vil det udvikle sig på samme måde som samfundets indstilling til rygning på offentlige steder.

I disse år oplever jeg, at alt det, der er sket historisk, og som ikke kan findes på youtube eller google, nærmest aldrig er sket. Jeg hører til en generation, der er vokset op analogt og som fik både studentereksamener og universitetgrad helt uden personlige computere. Det var vist i grunden ikke så galt, for det betyder, at min hukommelse er trænet fra ung alder og at jeg kan huske ret mange ting. Det kan godt være, at nutidens generationer mener, at hvad skal man dog lære udenad for – alt kan jeg jo googles – men jeg er nu meget tilfreds med, at mangt og meget ligger i min hjernecomputer – for så kan jeg selv ‘connecte the dots’, som det hedder på moderne.

Og det er det, jeg vil gøre her i mit forudsigelsesskriv om, hvordan Passiv Mobiltelefoni bliver et begreb – med udgangspunkt i historien om, hvordan rygning og rygeres rettigheder gik fra “alle gør” til “ingen må”.

Der er pt. en livlig debat om mobiler – ikke mobiler i undervisningen og jeg kan da godt forstå, at der er nogle, der synes, at det er mærkeligt, at jeg som digital konsulent er så afvisende overfor brug af mobiler i skolen. Omvendt så synes jeg, at det er påfaldende, at dem, der ikke har prøvet at stå overfor en 6. klasse med deres 28 elever og tilsvarende mængde hormoner, mener, at det er da bare noget, læreren må klare.

Jeg har prøvet netop dét – og jeg må sige, af respekt for lærerne, så skylder vi dem anstændige forhold. Det kan godt være om 10 år, at fremtidens lærerkorps er så digitalt uddannede, at de kan overskue alle elever, forstå hver elevs individuelle behov for at sende besked hjem/ til veninden/ tjekke facebook/ svare på 5 henvendelser på messenger/ snigfotografere den søde pige på første række og hvad der ellers foregår af udenoms aktiviteter. Det kan også være – rent hypotetisk – at fremtidens børns hjerner er så plastiske, at de snildt både magter at følge den fælles undervisning, de kollektive beskeder samtidig med de styrer en håndfuld personlige samtaler på en digital kanal – uden de bliver stressede, deprimerede, selvskadende eller skal tage sovepiller. Vi er der – som samfund, forældre eller det samlede lærerkorps – bare ikke dér endnu.

Og er det ikke et sted mellem urimeligt og naivt at forvente, at samtlige danske forældre til skolesøgende børn forstår, hvad digitalisering fører med sig og hvilke konsekvenser, brug og overforbrug har – ikke bare for deres egne børn, men også for deres kammerater? Virkeligheden de sidste år har i hvert fald vist mig, at både voksne og børn roder rundt på sociale medier, med apps og beskeder på en måde, der ikke har gavnet de unge.

Behøver jeg sige deling af krænkende videoer? Alene dét, at det har gået for sig i det omfang, som det har, mener jeg er mere end rigeligt “lig på bordet”. Særligt de unge piger, der er blevet udstillet men også i mindre grad de unge, der bliver dømt. Hér må man sige, at der har været tale om forældre svigt – om der er tale om bevidst eller ubevidst inkompetence er lige meget for dem, det er gået ud over.

Hvad har det med rygning at gøre?

Da jeg voksede op, var cigaretter det smarte. I hver eneste hollywood film så man de seje, de cool, de smarte, de lækre stjerner med en smøg i munden. Gerne hængende nonchalant fra underlæben, sådan lidt Humphrey Bogart, James Dean über cool. I biografen, mens røgen bølgede fra publikums egne smøger, kunne man se, hvordan Humphrey tændte Lauren Bacalls cigaret – uha – det var sensuelt, de blanke læber, der smøg sig om smøgen, den blå røg, der snoede sig visuelt delikat, øjenkontakten mellem de to. Jo, cigaretter var nemlig et kommunikationsmiddel og tillige identitetsskabende.

Spørg du bare een af os fra den generation, hvad vi røg. Med filter vs uden filter. Prince vs. Cecil. Marlboro vs. Camel. Rød Look vs Grøn Look. Peter Stuyvesant vs. Chesterfield. Gauloise vs. Kings. Man kunne nærmest persontypeinddele mennesker efter valg af cigaretmærke – og øl. Hvem genkender ikke billedet af smeden, der drikker Hof og ryger Cecil? Hvorimod ny-rygerne ofte holdt sig til grøn look (den med menthol til at tage den grimme smag).

Cigaretter var hyggeligt, socialt nærmest nødvendigt. Der var ikke en fest uden kuvertaskebægere og rygepauser mellem retterne. Til min families fester i forsamlingshuset bar serveringsdamerne et udvalg af cigaretter rundt på sølvfade, så alle kunne deltage i denne fælles fornøjelse. (Ja, børnene undtaget, vi måtte tage til takke med andres røg).

I min folkeskole røg mange af lærerne – når man stak hovedet ind på lærerværelset kunne man skære blokke af blåt. Særligt de yngre hippe lærere – dem der fulgte med Ritt Bjerregårds folkeskolereform – kunne godt li’ at ryge pibe – og nogle af dem tog gerne piben med ind i klasselokalet for et sidste lille puf, inden den blev lagt på katederet til fælles skue.

Min mor røg. I ’70ernes kvindeoprørstid skiftede hun kortvarigt cigaretterne ud med en pibe. Det var bare så cool, syntes hendes teenagedatter (som i øvrigt ikke fandt mange af morens øvrige aktiviteter, var noget at prale med). “Min mor ryger pibe” – det har jeg sagt med stolthed mange gange.

Er der noget at sige til, at “vi unge” fandt det yderst attraktivt at ryge? Det var at blive voksen, lækker, sej, smart, cool og med identitet. Og så var der de praktiske fordele, der fulgte med. Antallet af de gange, hvor cigaretter blev brugt til at flirte, er talrige. Igen spørg min generation om vores scoretrick før Tinder. “Har du ild?” spørger man, mens man holder sin cigaret mellem to fingre. Kort efter kan man bøje sig frem, suge ind, mens øjenvipperne lige glider op til lighterens indehaver, og smiler et tak. “Har du en smøg, jeg kan købe?” var en anden version. Og den opmærksomme type kunne også byde ind ved at komme den “ildløse” i forkøbet. “Vil du ha’ ild?”.

Lightere, vi kan jo kalde det datidens cigaret apps, var et kapitel for sig. Der var lightere med statements, der var lightere i luksusudgaven, der var lightere, der var sjove (også dem, der ikke ville accepteres i dag, f.eks. den, der var udformet som en pistol). De gav identitet og noget at tale om.

Rygning var frihed og en rettighed. Sådan var det. Da jeg gik i 6. klasse indrettede min skole en trappeopgang som rygeområde. Her diffunderede eleverne hen i frikvarteret – også dem, der ikke røg, aktivt altså. Selvfølgelig gjorde vi det! Det var jo her, vi kunne “møde” (som i ‘komme tættere på’) de smarte fyre fra 7. og 8. – som selvfølgelig røg. Så var man med.

Rygning var kommet for at blive og kun få kunne forestille sig en fremtid uden. Selv i science fiction film som Blade Runner, der foregår sådan cirka omkring nu, var cigaretter en del af historien. Man kunne forudsige kunstig intelligens, robotter og etiske problemstillinger – men ikke, at rygning blev forbudt.

På TV røg de også. Een af mine all time favorit komikere, Dave Allen, sad konsekvent med en cigaret mellem fingrene og lige så ofte med en lighter. Men netop samme Dave Allen har også en sketch, hvor han er holdt op med at ryge og fortæller om hvorfor og hvordan på sin sædvanlige tørre humoristiske facon.

For der skete jo noget efter den første indledende begejstring over cigaretter. Det startede med sundheden, eller retter sygdommene. Pludselig blev der talt om risikoen ved at ryge. Lungekræft, bronkier osv. Jeg skal ikke være hellig her – den eneste grund til, at jeg i sin tid stoppede, var at jeg begyndte at studere og ikke ville dræne mit begrænsede budget.

I ’80erne gik det gradvis, men stadig langsomt, rygerne imod. En forening ved navn Henry (hensynsfulde rygere) blev etableret, kuvertaskebægerne forsvandt fra borddækningen og terrassen hhv. altanen blev det nye sociale samlingssted. For i takt med, at snakken om passiv rygning tog til, så blev det jo også mere antiautoritært at fortsætte med at ryge, og det gav jo et løssluppent fællesskab – alle os med de dårlige vaner, ikke sandt?

Og så opstod det, begrebet, “passiv rygning”. Og herefter er resten historie, om man så må sige.

Hvad har passiv rygning med mobiltelefoner at gøre?

Imram Rashid har i sin bog “Sluk” redegjort ganske grundigt for de sundhedsmæssige konsekvenser ved smartphones på en måde, der gør, at givet jeg havde børn i den skolesøgende alder, så ville jeg nægte dem en mobil i skolen. Det ville jeg gøre med den største glæde, thi alene det at beherske evnen til at udskyde et behov, er afgørende for hvilken livskvalitet, du får senere i livet. Og er der noget smart phones og apps er designet til, så er det at gøre brugeren til en afhængig forbruger helt uden den mekanisme, der hedder “behovsudsættelse”. (Her vil jeg også anbefale Franklin Foers bog “World Without Mind”, der beskriver filosofierne bag designet for mobiler og apps). Men der er mange andre mekanismer, der træder til og som meget vel kan være medvirkende til, at et stigende antal børn oplever stress og søvnløshed.

Den passive mobiltelefoni – det er alt det, man udsættes for i det offentlige rum af ubehag, på grund af andres grænseløse mobilbrug. Jeg ser og oplever det i stigende grad. I toget bliver jeg belemret med andres personlige og ofte pinagtigt private samtaler om fredagens fuldskab, lørdagens tømmermænd og opdagelsen af fladlus om søndagen. På gaden går mennesker rundt med nakker så bøjede, at fortidens paver og præster ville blive misundelige. Desværre kan de så heller ikke se mere end en meter frem, men har til gengæld en forventning om, at modgående elegant springer til side og sikrer en fri bane. På cykler ser jeg teenagere, der vurderer sig selv så trafiksikre, at de da sagtens kan cykle med smartphonen i den ene hånd, mens de livechatter deres vej gennem trafikken. I parken ser jeg voksne, der promenerer deres klapvogne med den ene hånd, mens de opslugte af deres mobil ikke ænser barnets forsøg på samtale. Og så er der kameraet! Selfies skal tages overalt – eller er det nu en selfie? Eller fotograferer de mig? Kameraer er der jo på begge sider, så det ved man jo aldrig. På konferencer oplever jeg, hvordan talere står og taler til flere og flere nedslåede blikke og blanke skærme. Og jeg har endda indtil nu været forskånet for det værste af det hele; hemmelige optagelser af personer i pinagtige situationer, som de først opdager, den dag, de deles på nettet. Samtidig med, at jeg ser flere og flere, der uden øje eller øre for andre end sig selv, bevæge sig rundt med deres digitale sutteklud, taler jeg dog også med flere, der er trætte af selvsamme. Dét, jeg har lagt særlig mærke til, er de yngre kvinder, der samstemmende siger “godt, jeg ikke går i folkeskole nu – hvor må det være hårdt hele tiden at skulle være på”.

Da computeren landede i erhvervslivet introducerede man PC-kørekort. Da smartphonen landede? Introducerede man facebook.

Digitalisering er opbygning af en ny infrastruktur – en ny måde at færdes på i en ny type trafik. Lige om lidt vil vi se busser med “Pas godt på Sofus. Han er ny i trafikken” for at minde os om, at vi har nogle små mennesker, der er ubekendte med trafikreglerne og vi som de erfarne har særlig pligt til at holde øje med dem og passe på dem. Der er skolepatruljer, der sikrer fodgængerovergange og der er undervisning i “sikker cykling”.

Det skylder vi også at gøre digitalt. Før vi slipper smartphones løs i dannende fællesskaber, som folkeskolen, skylder vi så ikke os alle – børn, unge, undervisere og forældre, at vi får fælles trafikregler, præcis som vi har i trafikken – og at dem, der vil færdes aktivt og hurtigt i trafikken, har bevist, at de kan navigere sikkert for sig selv uden at skade andre?

I den analoge trafik kalder vi det trafikregler og kørekort.

Er det måske på tide, at der bliver skabt et sæt fælles trafikregler for den nye digitale trafik og et ‘kørekort’, der skal tages, før smartphonen frigives?

____

Lidt mere om røgen der forsvandt: https://www.dr.dk/nyheder/kultur/historie/100-aar-med-cigaretten-fra-soldaterliv-til-rygeforbud